Derfor skal du tage stress seriøst

Her er 4. del af min artikelserie, der bygger på beretninger fra min veninde, der er førtidspensionist på grund af stress. Hun beskriver, hvordan hendes hverdag og helt almindelige hverdagsaktiviteter kræver enorme ressourcer af hende.

Del 4 – Derfor skal du tage stress seriøst

Stress nedsmeltning Melt Down

Melt down. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal beskrive de oplevelser. Hvor jeg f.eks. sætter mig på kanten af en stol for bare lige at sidde lidt. Og 4-5-6 timer senere rejser mig med en enorm kraftanstrengelse.
Jeg ved ikke rigtigt hvad der sker. Jeg sidder bare. Jeg sidder ikke og bekymrer mig. Eller tænker noget interessant og intellektuelt. Jeg er der bare.
Det er en af de typer af oplevelser jeg havde meget svært ved at forstå før jeg selv havnede i den her situation.
Jeg havde ingen forståelse for andre, der fortalte om, hvordan de ikke kunne komme ud af sengen en dag eller lign.
Hvorfor lettede de ikke bare røven? Det lød da bare som dovenskab og ugidelighed.
Det havde jeg slet ikke forståelse for. Nu ved jeg godt hvordan det føles. Eller hvordan det føles for mig. Det er jo ikke sikkert det er ens for alle.

Stress nedsmeltning og genstart

I mit tilfælde kan jeg bedst forklare det ved at sammenligne med en computer der genstarter. Hvis man ikke genstarter en computer, når den anbefaler det, så vil den på et tidspunkt genstarte af sig selv. Så står den der og brummer og gør et eller andet “usynligt vedligehold”. Man kan give den alle de ordre/kommandoer man vil, men der kommer ikke til at ske noget, før genstarten er færdig.

Det sker også i mit liv; i min hjerne i min krop. Jeg genstarter. Hvis jeg havde taget signalerne om genstarten seriøst, så kunne jeg måske have lavet en frivillig genstart i form af en lur eller en slapper på sofaen eller lign. Men hvis jeg har ignoreret de høflige forespørgsler fra min krop og mine følelser om ”Anbefalet genstart”, så genstartes jeg autonomt. På kanten af en stol, eller stående ved køkkenbordet.

Niveauet over nedsmeltning eller genstart er de dage, hvor jeg kæmper mig igennem dagen minut for minut. F.eks. hvis jeg forsøger at lave mad;
Læse opskrift….
’Hakke gulerødder’ – tilbage til skærebrættet…hvad var det jeg skulle….Tilbage til opskriften….
’Hakke gulerødder’…..på vej tilbage til skærebrættet….
’Hakke hvad??’….
Tilbage til opskriftbogen….
’gulerødder’….hen til køleskabet efter….hvad?
Hvad var jeg lige i gang med?
Nå ja. Aftensmad. Ok. Hvad skal vi have….nå ja, over til opskriftbogen…’Hakke gulerødder’….repeat…

Læs: Hvad er stress og udbrændthed?

Det er også de dage, hvor jeg tæller højt, hvis der skal 5 dl vand i aftensmaden, for at vide hvor mange jeg har hældt i, og alligevel ikke formår at holde styr på antallet. Eller hvor jeg sætter et minut-ur til at holde styr på tiden, og jeg alligevel ikke formår at tage maden ud af ovnen, selvom jeg står og ser og hører uret ringe. Jeg hører det bare ikke, selvom jeg hører det…? Eller…jeg registrerer det ikke…?

En eller flere dage af den slags udmatter mig i mit hoved i en grad, der er umulig at forklare til andre, der ikke har været i samme båd. Og overflødigt at forklare for dem, der har!

—–

Det kan være rigtig svært at forstå at almindelige hverdagsaktiviteter, som at lave aftensmad, bliver en kraftpræstation, som Lone beskriver her. Men forestil dig, at du ikke kan genkalde noget i din hjerne og din korttidshukommelse er uden strøm og du har ikke mulighed for at genoplade batteriet?  Lyt til din krop og dine symptomer. Nedsat hukommelse og koncentration er ikke de første tegn på, at du er ramt af stress.

 

Derfor skal du tage stress seriøst – læs del 1 her

Derfor skal du tage stress seriøst – læs del 2 her

Derfor skal du tage stress seriøst – læs del 3 her

 

 

Få et opkald af Charlotte Brag, eller ring på 2180 9898

1 + 11 =

Ramt af stress?

Eller frygter du at blive ramt af stress igen?
Få hjælp til at finde livsglæden og livskraften igen.

%d bloggers like this: